Hopla med hund - Hoopers for begyndere og nysgerrige
Kom med på to spændende kursusdage i hoopers – en hundesport med fokus på flydende bevægelse, afstandsstyring og tydelig kommunikation mellem hund og fører. Hoopers er skånsomt for både hund og menneske, og sporten egner sig til alle slags ekvipager – også unge hunde og førere med fysiske begrænsninger.
Tidspunkt:
Lørdag den 27. september kl. 10–14
Søndag den 28. september kl. 10-14
Der vil være morgenmad kl. 9 begge dage.
Pris:
Tilmeldingsgebyr for begge dage: 500 kr
Morgenmad begge dage: 100 kr.
Tilmelding:
Tilmelding sker til Henriette på telefon 21 94 16 04
Der er plads til 8-10 ekvipager.
Underviser:
Kurset undervises af dyrlæge og hoopers-instruktør Signe, som har mange års erfaring med hundetræning og har specialiseret sig i hoopers. Hun underviser fast i DcH og har taget en international instruktøruddannelse i sporten.
Signe skriver om sig selv:
Mit navn er Signe. Jeg har en storpudel på 6 år, Sisu. Vi har dyrket hoopers siden 2020, hvor sporten var helt ny i Danmark. Med min første hund dyrkede jeg Lp i DKK, men da jeg fik ny hund med en lidt anden personlighed, faldt valget på hoopers. Sisu, som den gang var 1 år, havde brug for at få lov at løbe lidt.
Hoopers stammer fra den amerikanske agilitysammenslutning NADAC, hvor der er flere typer af programmer, ud over den agility vi kender. Hoopers er opstået som et alternativ til ældre hunde, der ikke kan holde til spring eller feltforhindringer, men stadig kan løbe. Det fungerer også godt til hundeførere med fysiske begrænsninger der gør, at de ikke kan følge med en hund rundt på agilitybanen.
Jeg har været med igennem sportens udvikling i Danmark, fra det første meget restriktive regeludspil fra DKK, til det fælles regelsæt der nu gælder i både DKK og DcH. Stævner afholdes både sommer (udendørs) og vinter (indendørs på sand eller kunstgræs) Sisu og jeg har haft et par pauser undervejs, da Sisu har haft to kuld hvalpe. Men vi har alligevel taget os igennem Begynder til Øvet klasse nu, hvor vi nok bliver et stykke tid.
Jeg har taget en 4-dages intensiv hoopers instruktør uddannelse for hollandske Eugenie van Oirshot i 2023, da der ikke var nogen dansk instruktøruddannelse på det tidspunkt. Jeg har haft et eget hoopershold i DcH-regi siden 2021.