Forstå din hund - teori bag adfærden

Der findes stadig mange myter om hundeadfærd – og en af de mest sejlivede er, at hunde forsøger at være “alfa” eller tage magten over deres ejer.
Men moderne forskning i både ulve og hunde viser, at den slags lederskabstænkning er forkert!

Din hund handler ikke ud fra dominans, status eller skjulte dagsordener – den handler ud fra ét simpelt princip:

“Hvad kan betale sig?”

Hunde lærer hele tiden gennem deres omgivelser. Hvis en bestemt adfærd fører til noget godt – mad, kontakt, leg eller frihed – så vil hunden gentage den. Hvis en adfærd fører til noget ubehageligt – fx skældud, tab af kontakt eller smerte – så vil hunden forsøge at undgå den.

Det kaldes operant betingning, og det er grundlaget for både belønningsbaseret og strafbaseret træning.

Belønningsbaseret træning:
– Foregår i hjernens belønningscenter
– Motiverer hunden til at tilbyde ønsket adfærd
– Skaber tryghed, samarbejde og træningsglæde

Strafbaseret træning:
– Aktiverer hjernens frygtcenter
– Lærer hunden at undgå ubehag
– Øger risikoen for usikkerhed, stress og fejllæring

Noget-for-noget

Når din hund udviser en adfærd, der opleves som problematisk, er det vigtigste spørgsmål at stille IKKE: “er den ved at tage magten?”

Men der i mod: “Hvad får min hund ud af at gøre dette?” eller “hvad opnår den eller undgår den?”

Hvis vi forstår adfærden ud fra dette “noget-for-noget”-princip, får vi mulighed for at ændre den på en fair og effektiv måde.

Hvorfor gør din hund det, den gør?

Men hvorfor står der så mange steder på nettet, at man skal være “leder” for sin hund?

Lederskabstræningen opstod på baggrund af de allerførste studier, som man foretog sig på ulve i fangenskab tilbage i starten af 1970. Men allerede i slutningen af 70’erne, opdagede man i de nye studier lavet på ulveflokke i det fri, at hvad man hidtil havde konkluderet om termen “alfa” og “hieraki” ikke var retvisende.
Det man observerede var mere lig en familiedynamik. Når en ung ulv forlod flokken, var det for selv at finde en mage og stifte sin egen familie. Der var altså ingen interne magtkampe eller tegn på hieraki og status i en ulveflok. Alt hvad deres adfærd viste, var med de formål at overleve og at videreføre deres egne gener.

Desværre havde begreberne allerede rodfæstet sig i folk dengang, og tilgangen om lederskab hænger stadig ved mange steder, selvom vi i dag har forskning som decideret modbeviser disse forældede påstande.

Tager man udgangspunkt i den gamle skrøne, om at hunden vil være “alfa”, så praktiseres den lederskabstræning, som primært lægger vægt på en strafbaseret træning af hunden. Her kan man høre termer som: “hunden skal vide hvem der bestemmer”, og derfor lægges der vægt på en hård tone, fratagelse af belønning/goder og irettesættelse for at få hunden til at lystre. Alt dette, er naturligvis noget hunden ønsker at undgå, da det skaber et ubehag. Og derfor kan man godt få en hund til at lystre, ved at bruge strafbaseret træning, men det er ud fra det udgangspunkt, at hunden bliver bange og får mistillid til dig. Fuldstændig lige som hvis du har en lærer i skolen, som slår dig med spanskrøret hver gang du regner forkert i matematik.

Din hund har altså ingen skjult agenda – og den ræsonnerer ikke som et menneske.
I stedet handler den ud fra det ene biologiske princip: Hvad kan betale sig?

Det, der kan betale sig for hunden, er at bruge energi på adfærd, der hjælper den med at overleve og trives. Hvis en adfærd medfører fordele – som adgang til mad, tryghed, leg eller kontakt – vil hunden gentage den. Hvis adfærden medfører ubehag, vil den forsøge at undgå det. Det samme gælder i naturen: Hvis vilde ulve konsekvent opførte sig ud fra en “alfa”-tankegang, ville de konstant være i konflikt med artsfæller. Det ville føre til skader, stress og mindre adgang til føde – alt sammen faktorer, der forringer trivsel og overlevelseschancer.

Derfor er samarbejde og stabilitet mere fordelagtigt – ikke dominans og magtkampe. Og netop det princip bærer moderne træning og adfærdsforståelse i dag.