
Sportræning
Sportræning i kreds 41
I Kreds 41 har vi adgang til nogle rigtig gode sporarealer, takket være gode aftaler rundt omkring i Nykøbing. Det giver os mulighed for at træne på forskellige typer underlag og varierede marker – en stor fordel både for begyndere og erfarne sporhunde.
Sportræningen foregår næsten hver søndag, og hver sæson udarbejdes en træningsplan, hvor det fremgår, hvilke arealer vi bruger fra gang til gang. På den måde sikrer vi, at der ikke trænes på de samme sporarealer hver uge.
På holdet undervises der i:
hvordan du opstarter sportræning med din hund
hvordan du lægger og går spor
hvordan du lærer hunden genstandsmarkering
hvordan du tilrettelægger spor efter prøvereglementet
Efter hver træningssession samles vi og laver en kort opsamling og evaluering, hvor vi gennemgår de enkelte ekvipagers spor og lægger en plan for den videre træning.
Uanset om du bare vil give din hund lidt næsearbejde som variation i hverdagen, eller du træner målrettet frem mod prøver, er du meget velkommen. Træningen tilpasses altid den enkelte og foregår i et trygt og støttende fællesskab.
Vi glæder os til at se dig på sporet!
Træningstidspunkt: Søndag kl. 10-13
Morten har arbejdet med hunde det meste af sit liv og blev uddannet hundetræner på Forsvarets Hundeskole helt tilbage i 1974. Siden har han blandt andet trænet politihunde og har mange års erfaring som både sportræner og sporlægger.
Morten er certificeret træner i Schæferhundeklubben og har gennem årene delt ud af sin store viden om sporarbejde med ro og ordenlighed. Han er ikke længere så hurtig i terrænet som tidligere, men hans erfaring og indsigt gør ham til en uvurderlig sparringspartner for alle, der ønsker at udvikle sig i sporet.
Morten er en vigtig del af vores klub, og en stor støtte for både nye og erfarne hundeførere, han er god til at skabe tryghed og har en ærlig tilgang til sporarbejdet.
Træner: Morten Birksø
Kontakt Morten på:
Mail formand@kreds41.dk
Telefon 40 25 47 96
Se en sporhund i aktion
Hedegårds Veiko og Tina Damkjær
Mangler du sporpinde?
Du kan købe sporpinde i klubben, hvis du ikke selv har nogen.
Pris: 50 kr. pr. stk.
Spørg en træner eller kontakt bestyrelsen for at købe.